Ikast Fitness

Vilkår

Medlemsbetingelser

§1. Medlemskabet

Et medlemskab til Ikast Fitness giver via din personlige nøglebrik ubegrænset adgang til træningscenteret inden for åbningstiden kl. 05.00–23.00. Alle medlemskaber er personlige og kan ikke benyttes af andre end medlemmet. Ved misbrug af nøglebrikken opkræves et gebyr efter gældende takst. For at kunne fastslå medlemmets identitet skal medlemmet på forlangende af Ikast Fitness’ personale kunne fremvise billed-ID. Ændringer i persondata som f.eks. navn, adresse, e-mail og telefonnummer skal opdateres på medlemmets personlige profil via medlemslogin. Det er medlemmets ansvar, at Ikast Fitness til hver en tid har medlemmets korrekte oplysninger.

§2. Nøglebrik

Adgang til centret sker med din nøglebrik, som du henter i receptionen, når du er tilmeldt. Mister du nøglebrikken, skal det straks meddeles til Ikast Fitness, så den kan spærres og erstattes. Nøglebrikken er personlig og må ikke udlånes til andre.

§3. Varighed

Medlemskaber er løbende medlemskaber uden binding, der fortsætter, indtil de opsiges i henhold til §6.

§4. Betaling

Medlemskab oprettes og administreres via Conventus. Ved oprettelse betales oprettelsesgebyr og prisen for den første periode. Herefter trækkes kontingentet automatisk på dit betalingskort én gang for hver betalingsperiode, så længe medlemskabet løber. Trækket gennemføres på sidste bankdag, før en ny betalingsperiode begynder. Ikast Fitness er alene berettiget til at trække kontingentet for den kommende periode; eventuelle yderligere beløb skal særskilt godkendes af medlemmet. Efter hver betaling sendes en kvittering til den e-mailadresse, der er oplyst ved oprettelsen. Ved kortudløb sendes automatisk en mail med påmindelse om, at kortoplysningerne skal fornyes.

Ikast Fitness kan til enhver tid ændre prisen. Ændringer varsles med mindst 45 dage til udgangen af en måned på den e-mailadresse, der er oplyst ved oprettelsen.

§5. For sen betaling

Gennemføres den løbende betaling ikke til den aftalte tid, spærres medlemskabet omgående. Dette kan skyldes manglende dækning, nyt betalingskort eller andre årsager. Hvis det skyldige beløb ikke betales senest 14 dage efter, at medlemskabet er blevet spærret, er Ikast Fitness berettiget til at ophæve medlemskabet uden yderligere varsel. Der kan ikke trænes i Ikast Fitness igen, før der er tegnet et nyt medlemskab inklusive det til enhver tid gældende oprettelsesgebyr.

§6. Opsigelse af medlemskaber

Medlemskabet kan opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Opsigelse samt fornyelse og sletning af kortoplysninger foretages via dit medlemslogin.

§7. Bero

Ønsker du at sætte dit medlemskab i bero, kan du henvende dig på vores e-mail, eller når der er fysioterapeut i træningscentret. Som udgangspunkt bevilges mindst 1 og højst 2 måneders pause. I perioden er din nøglebrik ikke aktiv. Bero kan bevilges i særlige tilfælde af langvarig sygdom, skader eller anden god grund.

§8. Fortrydelsesret

I henhold til forbrugeraftaleloven har du 14 dages fortrydelsesret ved køb via hjemmesiden. Betaling for deltagelse i aktiviteter samt billetter til arrangementer kan som udgangspunkt ikke refunderes, medmindre andet fremgår af beskrivelsen af aktiviteten.

§9. Minimumsalder

Minimumsalderen for at træne på egen hånd i Ikast Fitness er 15 år. Børn under 15 år må gerne træne, men kun under opsyn af en voksen over 18 år, som er til stede under hele træningen og har ansvaret for barnet. Børn skal have deres eget medlemskab til samme pris som alle andre medlemmer. Personer under 18 år kan ikke betale online og skal have en forælder eller værge som anden betaler.

§10. Fremmøde

Alle medlemmer skal registrere deres fremmøde med nøglebrikken ved ankomst – også selvom et andet medlem åbnede døren, eller døren står åben. Der er videoovervågning i centret af hensyn til tryghed og forebyggelse af kriminalitet – læs mere i vores privatlivspolitik.

§11. Helbredstilstand og personskade

Al træning sker på eget ansvar. Et medlem er selv ansvarlig for at være i en helbredstilstand, der tillader deltagelse i aktiviteter hos Ikast Fitness. Ikast Fitness tager ikke ansvar for personskader på et medlem som følge af ulykker eller andre medlemmers handlinger eller mangelfulde handlinger.

§12. Værdigenstande

Ikast Fitness anbefaler, at alle genstande af værdi opbevares i et aflåst skab under træning. Ikast Fitness bærer ikke noget ansvar for tab på grund af tyveri eller tingsskade.

§13. Ordensregler

Det til enhver tid gældende ordensreglement samt anvisninger givet af Ikast Fitness’ personale skal altid følges. Overtrædelse heraf kan medføre bortvisning. Ikast Fitness kan i særlige tilfælde forlange fremvisning af lægeerklæring, hvis det vurderes, at træningen kan være sundhedsskadelig for medlemmet.

§14. Udelukkelse af medlem

Ikast Fitness kan opsige en aftale om medlemskab med en måneds varsel, hvis der er en saglig grund til det. I tilfælde af opsigelse fra Ikast Fitness’ side vil samtlige uudnyttede forudbetalinger blive tilbagebetalt. Hvis Ikast Fitness ophæver en aftale om medlemskab på grund af et medlems væsentlige misligholdelse af de gældende medlemsbetingelser eller ordensreglementet, vil der ikke ske tilbagebetaling af nogen art. Som væsentlig misligholdelse betragtes blandt andet udlån af nøglebrikken, lovbrud og overtrædelse af ordensreglementet.

§15. Ændring af medlemsbetingelser

Ændringer varsles minimum 1 måned, før de træder i kraft, via opslag i Ikast Fitness’ lokaler samt på hjemmesiden.

Ikast Fitness · CVR 79116513 · Ellehammervej 4, 7430 Ikast

Scroll to Top